Baggrund
2006
I 2006 afholdtes "Springflod", et kulturpilotprojekt langs Vadehavet. Med resultaterne fra 2006 blev det besluttet at holde en Vadehavsfestival i 2008.
2008
Vadehavsfestival 2008 blev her skabt som en direkte udløber af Kulturaftalen indgået mellem Kulturministeriet og Kulturregion Vadehavet og var
starten på et berigende samarbejde mellem forskellige kulturinstitutioner i de fire kommuner Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder. Vadehavsfestivalen har allerede efterladt sig mange interessante spor og samarbejde, der vil berige områdets kulturliv nu og i fremtiden. Det har blandt andet medvirket til, at interessen blandt kulturinstitutionerne i området er forøget, og der mærkes stor lyst til deltagelse i videndeling og udvikling af nye projekter frem mod Vadehavsfestival 2010.
Vadehavsregionens turistbureauer og erhvervsliv er også med i arbejdet omkring at skabe en god Vadehavsfestival 2010, og på den måde sikres både beboere, turister og erhvervslivet, at Vadehavsfestivalen er til gavn for dem.
Arrangørkreds
Festivalen tilrettelægges og planlægges i samarbejde med de fire vadehavskommuner Tønder, Varde, Esbjerg og Fanø, regionens kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner samt aktive kulturudøvere.
Eksemplarisk værdi
Vadehavsfestivalens projekter og arrangementer forankres lokalt i de enkelte kulturinstitutioner, der ofte fungerer som tovholdere og kuratorer på projekterne og samarbejder tværfagligt om projekterne. På den måde vil Vadehavsfestival 2010 fremstå som ét sammenhængende projekt skabt, og forankret i tæt samarbejde med lokalområdet.
Dette er unikt i dansk sammenhæng. Festivalen er ligeledes Danmarks eneste større kulturbegivenhed, der forener den unikke danske vadehavsnatur med kulturen.
Øget statslig anerkendelse
Det er ikke kun Vadehavsregionen, der har fået øjnene op for kvaliteterne ved Vadehavsfestivalen. Også Staten har øget bevågenhed om festivalen, og Kulturministeriet har i år blåstemplet Vadehavsfestivalen med en bevilling på 1.2 mio kr. Vadehavsfestivalen fremhæves ligeledes i Kulturministeriets landsdækkende strategi, Kultur for Alle, som et fint eksempel på, hvordan kunst og kultur kan vises ude i offentligheden og ude i naturen.

